STILLE TÅRER

Informationspakke

Uden historier er der tavshed. Bliver vores historier ikke fortalt, er vi stemmeløse. Bliver vores historier ikke hørt, er vi usynlige. Det er endnu sværere, når historierne er hårde at høre og umulige at forestille sig.

– Belinda Mason 2015.

  1. Projektoversigt

Stille Tårer er en multimedieudstilling af den internationalt anerkendte fotograf Belinda Mason, og nye kunstere med handicap, Dieter Knierim, Margherita Coppolino og Denise Beckwith.

Stille tårer løber i det øjeblik, hvor vi føler os mest alene, sårbare og fortabte. De signalerer et vendepunkt der fører til søgningen efter håb, sammenhold og styrke. Kraften i denne udstilling, ligger i de historier der bliver fortalt af kvinder med handicap, som har været udsat for vold og kvinder med erhvervet handicap forårsaget af vold.

Udstillingens nationale australske komponent består af 25 deltagere, og den internationale komponent af Stille Tårer, som afsluttes i 2017, vil omfatte historierne om 25 kvinder med handicap, der kommer fra fem kontinenter og 20 lande, herunder New Zealand, Indonesien, Guatemala, Mexico, Ecuador, Canada, Tyskland, Ghana, Mali, Pakistan, Samoa, USA, Irland, England, Sydafrika, Indien, Korea, Danmark og Holland.

En åben invitation til at deltage i Stille Tårer

Silent Tears repræsenterer vold mod kvinder globalt og sikrer, at oplevelserne og stemmerne fra kvinder med handicap der oplever vold, indgår i samtaler vedrørende vold begået mod alle kvinder. Herved tilslutter Stille Tårer sig de Forenede Nationers (FN) definition af vold mod kvinder som værende enhver handling af kønsbaseret vold, der resulterer i eller sandsynligvis vil resultere i fysisk, seksuel eller psykisk skade eller lidelse for kvinder, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten det sker i offentligheden eller privatlivet (FN, Erklæring om Afskaffelse af Vold mod Kvinder, 1993, s. 1)

Fortællinger er en vigtig del af starten på helingsprocessen og en vigtig del af politikker, der er udformet til at øge forebyggelsen af vold mod kvinder og piger med handicap. Stille Tårer danner et forum for fortællingen af kvindernes historier, for derved at bemyndige og styrke. Dette bekræfter deres erfaringer og gør det muligt for dem at nå ud til et bredere samfund, for at ændre opfattelser og øge bevidstheden om problemet med vold mod kvinder med handicap. Deltagerne i Stille Tårer er tydelige eksempler på det brede aspekt af, hvad der udgør handicap og det brede aspekt af hvad der udgør vold, da deres oplevelser viser skæringerne mellem kultur, køn og identitet.

Deltagerne har samarbejdet som hovedpersoner med de tre kunstnere og skabt værker baseret på historier om kvinder med handicap, hvis oplevelser omfatter: psykologisk, fysisk, følelsesmæssig, økonomisk og kulturel vold. De har delt deres historier, der omfatter: vold i hjemmet, tvungen sterilisering, psykologisk traume, kvindelig kønslemlæstelse og forsømmelse og seksuelt misbrug inden for institutioner eller af familiemedlemmer. Publikum kan forvente at opleve en dybere forståelse af forskellene mellem vold, diskrimination og overlevelse.

Stille Tårer giver kvinder med handicap muligheden for, at sætte ord på deres voldsoplevelser på en ubestridet måde. Denne ubestridte tilgang er unik, da ofrene ofte forpligtes til at bevise det de har været udsat for, for at opnå de forskellige former for støtte, hvilket kan være en hindring for rent faktisk at opnå støtte.

  1. Kunstnerisk vision

Eksponering for vold kan normalisere situationen for gerningsmanden, offeret og publikum. Stille Tårer opretholder bevidst et konstant pres gennem sin kuratoriske tilgang. Hver kvinde blev fotograferet af hver af de tre kunstnere. Betragteren ser først Denises dokumentariske sort / hvid fotografier, som illustrerer hverdagen for kvinderne. De er portrætteret hjemme, sammen med familie eller venner, i scener, der er velkendte for os alle. Ved siden af hvert billede kan hver enkelt historie læses, og mens betragteren læser, høres den uhyggelige lyd af vand og klokkespil.

Betragteren bevæger sig herefter ind i udstillingens anden del, hvor kunstneren Belinda har fokuseret på det øjeblik, hvor stille tårer løber. Disse er interne portrætter snarere end eksterne. Fotografierne er produceret som store ophængte billeder, der fastfryser øjeblikket og fanger betragteren i det. De gennemsigtige materialer som billederne blev trykt på, afspejler det usynlige, dog synlige aspekt af vold mod kvinder. Som betragteren går rundt mellem kunstværkerne, høres hver af kvinderne udtale de ord, der blev læst tidligere.

I multiskærm-videoinstallationen af kunstneren Dieter kommer de stille portrætter til live og betragteren kan se og høre alle kvinderne bevæge sig og tale på én gang, sammen med lyden af vandet og klokkene. Dette er vigtigt, for hvis kvinderne skulle være stille, ville de forblive stemmeløse. Hvis ikke deres historier bliver hørt, er de usynlige. For dem der lytter, er det også svært, især når historierne er hårde at høre og ofte umulige at forestille sig.

Film og fotografering har en velovervejet rolle i forbindelsen med at lægge fokus på de stille ofres skæbne, da det giver en stærk mulighed for forståelse og handling. At være vidne til virkeligheden af disse kvinders liv bør være ubehageligt og udfordrende for publikum. Når kvinder med handicap finder mod til at tale om den vold, de har været udsat for, oplever de ofte at blive glemt eller at blive holdt uden for samtalen. Stille Tårer giver dem mulighed for at fortælle dig præcis, hvad det er de føler.

Stille Tårer har rørt mange ømme punkter, og der er stillet støtte til rådighed for betragterne, deltagerne og kunstnerne. De billeder vi har skabt, vises i det samfund hvor deltagerne bor, og kaster lys over situationer som mange foretrækker at lade forblive i mørket. Billederne portrætterer ikke vold, men det behøver de heller ikke, i stedet fanger de dig med en velkendt intimitet, før de afslører en skjult sandhed.

Det er vigtigt at bryde stilheden hvad angår vold mod personer med handicap, og især vold mod kvinder med handicap, da tavsheden forværrer naiviteten. Det ville være naivt at tro, at vold ikke sker for personer med handicap, og det er endnu mere naivt at tro, at vold ikke medfører handicap.

Stille Tårer skaber mulighed for at erkende den vold, som kvinder med handicap oplever, samt skaber en bro for folk til at påbegynde en erkendelsesrejse, og indse at vold forårsager handicap. Stille Tårer forener alle kvinder, der har været udsat for vold, i erkendelsen af at de ikke er isolerede i deres voldsoplevelse.

Stille Tårer rækker hånden ud og omfatter mennesker, der identificerer sig som; Indfødte, kulturelt og sprogligt forskellige, personer med handicap, lesbiske, bøsser, biseksuelle, transseksuelle, interseksuelle og queer mennesker samt unge og ældre. Udstillingen skaber et omdrejningspunkt for diskussion, uddannelse og bevidstgørelse – og giver herved drivkraft til en social forandring.

  1. Udstillingsindhold

Finansieret af The Australia Council for the Arts og kurateret af Kon Gouriotis OAM, blev Stille Tårer lanceret ved Ballarat International Foto Festival 2015 af Sue Salthouse, af premierministerens rådgivende kommission for reducering af vold mod kvinder. I marts 2016 var Stille Tårer vært for et sideløbende arrangement sammen med den australske regering, den australske menneskerettighedskommission og CBM International, som led i den 60. samling for FN’s Kommission for Kvinders Status i New York, USA. I april 2016 var kunstnerne Belinda og Denise med CBM til stede ved FN i Genève, i forbindelsen med 10-årsdagen for dannelsen af Konventionen om Rettigheder for Personer med Handicap. I april 2016 blev udstillingen vist på Sydney University Law Library og blev ledsaget af et Sydney Ideas diskussionspanel. I oktober 2016 blev Stille Tårer vist til Berlin Photography Biennalen. Fra november 2016 til januar 2017 blev udstillingen vist på MAMA, Australien. I juli 2017 vises et udvalg af værker til Biennalen i Venedig.

Udstillingen Stille Tårer kræver mindst 225 m2 og indeholder følgende:

  • 25 laserprint Duro Clear 100cm x 67cm på perspex
  • 25 indrammede 20 x 24 fod (ca. 6 m. x 7,3 m.) sort / hvid dokumentarbilleder
  • En videoinstallation med 25 iPads
  • Lydbillede
  • Online app til personer med sensoriske og kognitive handicap samt indlæringshæmmede
  1. Tilhængere og sponsorer

Belinda og Denise har også holdt foredrag ved Australian Medical Students Global Health Conference 2016, National Arts Activated Conference 2016, International Arts and Health Conference på Kunstgalleriet i NSW, Australien og Jejer Wadon Conference, Solo Indonesien. I 2017 var de til stede ved det australske nationale handicaptopmøde.

Til støtte for Stille Tårer har følgende nøgletal i både køns- og handicappede sektorer givet indhold til at ledsage deltagernes historier, der beskriver de mange og skærende former for vold begået mod kvinder og piger med handicap.

  • Rosie Batty, Årets Australier 2015, Luke Batty Foundation
  • Megan Mitchell, National Børnekommisær, Australiens Menneskerettighedskommission
  • Hon Senator Michaela Cash, Minister for Kvinders Vilkår, Australiens Forbundsregering
  • Natasha Stott Despoja, FN’s Ambassadør for Kvinder og Piger
  • Matthew Bowden, Co-CEO for People with Disability Australia (Mennesker med Handicap)
  • Carolyn Frohmader, CEO for Women With Disabilities Australia (Kvinder med Handicap)
  • Elizabeth Anne Riley, (PhD, MACouns, BSc)
  • Susan Salthouse, Medlem af COAG Advisory Panel on Reducing Violence Against Women (den Australske Regerings Rådgivningskommission for Reducering af Vold mod Kvinder).
  • Josephine Cashman, Medlem af Prime Ministers Indigenous Advisory Council (Premierministerens Rådgivende Råd for Indfødte).
  • Leanne Miller, direktør, Koorie Women Mean Business Incorporated
  • Lana Sandas, CEO, WIPAN
  • Morgan Carpenter, Medformand for den nationale intersexorganisation Oll Australia
  • Ross Coulthart, vinder af Walkley Award, opsøgende journalist og ”60 Minutes” journalist.
  • Jan Hammill, Center for Klinisk Forskning Queensland University
  • Di Winkler, CEO for Summer Foundation
  • Bruce Esplin, AM
  • Marie-Rose Paterson, Registreret Psykolog
  • Graeme Innes AM
  • Cate McGregor AM
  • Kate Swaffer, Bestyrelsesformand, CEO og Medstifter af Dementia Alliance International
  • Tara Moss, Forfatter, Menneskerettighedsforkæmper og anti-internetmobningsforkæmper
  1. Medier til dato:
  1. Sikkerhedsstillelse

Kunstnerne Belinda Mason, Dieter Knierim, Denise Beckwith og Margherita Coppolino har sammen udvist evnen til at levere relevante, fokuserede arrangementer af høj kvalitet for både det nationale og internationale publikum med følgende projekter:

  • Unfinished business, 2013 – 2017, er en udstilling, der afslører historierne om indfødte australske mennesker med handicap. I september 2013 blev udstillingen lanceret på Palais des Nations i Genève af Kassym-Jomart Tokayev, generaldirektør for FN’s kontor i Genève, og Peter Woolcott, Australiens ambassadør i FN, Genève, i forbindelse med den 24. samling for Udvalget om Rettigheder for Personer med Handicap, et organ inden for Højkommissariatet for Menneskerettigheder. I december 2013 blev udstillingen også vist i Verdenssundhedsorganisationens hovedkvarter i Genève. I 2014 var den en del af den australske regerings officielle bidrag til FNs verdenskonference om indfødte personer, New York. Dette projekt blev finansieret af den australske regerings ministerium for udenrigsanliggender og handel (Department of Foreign Affairs and Trade, DFAT).
  • Outing Disability, 2014 – 2016, et projekt, der afslører de mange diskriminationer, der opleves af lesbiske, bøsser, biseksuelle, transseksuelle, interseksuelle og queer mennesker med handicap. Med finansiering af Family Planning NSW, er projektet på nuværende tidspunkt på nationalturné og er blevet blevet præsenteret på Sydney Mardi Gras (2014), ved International Day of People with Disability Celebrations (2015, Fejring af International Dag for Folk med Handicap) og på MidSumma Festival (2016).
  • Intime Encounters, 2001 – 2014, var en udstilling, der udforskede mangfoldigheden af mennesker, som lever med handicapoplevelser. Udstillingen turnerede til 32 storbyområder og regionale byområder i hele Australien og ni internationale byer, herunder Auckland, Barcelona, London, New York og Toronto. Dette projekt blev finansieret af australske stats- og forbundsregeringsorganisationer, herunder Accessible Arts NSW og Visions of Australia.